Vi var ikke i tvivl om, at vi gerne ville have en ”Cato” igen.
Faktisk havde vi talt om, at det kunne være godt at have to hunde, så både Sven Erik og Bettina med assistance fra børnene kunne træne en hund.
Derfor var glæden stor, da der d. 20. april kom et kuld til verden hos Knud.
Vi trodsede den gængse ”regel” om at man ikke skal have kuldsøskende og d. 17. juni hjemførte vi Jason og Juni.

Her følger dagbogsnotater om deres første tid hos os.

19. juni 2010

Vi kan formentligt først om 2 år se, om vores projekt med at anskaffe os og socialisere et par kuldsøskende er lykkedes.
Vi går på med krum hals og vil efter bedste evne prøve at få det til at blive en succes.

De har fået undersøgt tænder, øre m.m. , de har hørt fyrværkeri-lyde, været udsat for støvsugerens larm, siddet 3 minutter i buret i bilen og mødt en del mennesker.
Alt har de klaret fint. De er også blevet adskilt på forskellig vis, og det viser de ingen uro over.
Når de skal hvile sig om dagen, vælger de ofte at lægge sig hvert sit sted – f.eks. den ene i soveværelset den anden i stuen, mens de om natten eller i alle tilfælde dele af natten lægger sig sammen i samme kurv.

De er begge meget kontaktsøgende og kommer løbende, hvis man fløjter på dem. De er også meget glade for mad, så der burde være grundlag for god træning.

Jeg fortsætter lidt i dag.
De små har været trætte i løbet af dagen. Vi må hele tiden passe på at afpasse de udfordringer, de udsættes for, med deres formåen.
Vi vovede en lille tur (30-50 m) ud til Hjulbjergvej for at kigge på trafik. Det tog de begge pænt.
Et tordenvejr rullede hen over huset i dag, men det var ikke noget de lod sig mærke med.

Hvis ”terrorist” var med J, kunne Jason have heddet det. Nå, så galt er det ikke, men han kan godt være fræk.
Juni skjuler sin frækhed under en lydig overflade, men hun er ganske udspekuleret. Hun har luret, at man får godbid, når man tisser.
Så laver man ”tisse-stilling” i den høje efeu. Her kan man nemlig ikke se, om der rent faktisk sker noget eller ej.
Så kan man jo spare tisset til lidt sener og score en godbid på det.

Her til aften har hundene været på besøg hos farmor på plejehjemmet på den anden side af vejen. Der var ikke så mange mennesker at hilse på, men det var måske også godt det samme, for hr. og frk. J var lidt usikre over at være indenfor et nyt sted.

Dagen er gået med at sove på skift, så der hele tiden var en til at underholde.
Det giver selvfølgelig mulighed for at træne dem hver for sig, men det er også lidt anstrengende.

En fælles gåtur er det også blevet til, hvor biler og et par naboer blev taget i øjesyn.

Det er sjovt at se, at mens Juni er den, der er mest fremme i skoen hjemme, så er Jason den, der fører an på gåturen.
Han er nu også den der bevæger sig længst væk i haven. Han har måske lidt ”stikke-af-tendenser”, noget vi er helt uvante med fra Cato (bortset fra når han så et rådyr).

De to J’er har desværre en irriterende vane med at spise henrådnende plantemateriale – det er vanskeligt ikke at have liggende i en have.
I dag fjernede jeg dog en stor bunke blade, der havde beskyttet rododendronerne gennem vinteren.
De små havde kastet sig over og ned i bunken og åd løs. Lækkert.

Det var ikke lige meningen, at biltur og dyrlægebesøg skulle introduceres i en sådan hast, men her til morgen slugte Juni en nål til opslagstavlen, sådan en med en plastik ende og en spids nål.
Jeg troede, at jeg havde den ude af hendes mund, og så fik hun en godbid, men så røg både bid og nål ned.
Jeg kendte selvfølgelig godt rådet om at give asparges eller vat, men ville alligevel have hende en tur om dyrlægen.
Vi fik en tid med det samme og i huj og hast blev buret til bilen sat ind igen. Det havde nemlig stået på terrassen for at de skulle lære det at kende og finde tryghed i det.
De blev begge ”skovlet” ind i buret og af sted til dyrlægen. Der var en pibe-koncert af den anden verden, men jeg kunne ikke gøre meget ved det.
Hos dyrlægen gik det fint – han har nogle gode guffer.
Røntgenbilledet viste, at nålen lå i hendes mavesæk. På tilbagevejen var vi om Føtex og købe asparges, 4 dåser, så er vi beredt.
Hvordan får man en hund til at spise asparges? Man lægger den i hånden og sænker hånden ned til hunden. Kort efter er aspargesen og et par fingre væk.
De fik begge noget, Juni selvfølgelig mest og de ELSKER asparges, skulle jeg hilse at sige.
Så er der bare tilbage at håbe, at nålen kommer ud uden problemer og i det næste døgns tid står den på ”lorte-undersøgelse” for at konstatere om den er ude.

Vi har desværre ikke kunne konstatere om nålen er kommet ud.
Men Juni springer glad rundt og spiser og leger fint, så dyrlægen mente, at den måtte være kommet ud i et ubevogtet øjeblik.
Det håber vi på.
Vi afgjorde – ved lodtrækning – at jeg skal træne Juni og Sven Erik skal træne Jason.
Vi havde diskuteret det frem og tilbage, og der er argumenter for både det ene og det andet, så derfor tyede vi til at løse spørgsmålet ved lodtrækning.
Vi træner opmærksomhedsøvelse frem og tilbage på græsset.
Vi griber en god håndfuld bidder og får kontakt til hver sin hund.
Så gælder det om, at kunne gå frem og tilbage forbi hinanden med øjenkontakt med hunden, så de kan bevare koncentrationen på trods af hinanden.
Det går rimeligt godt.
De smutter selvfølgelig ind imellem hen til hinanden eller hen til den anden person, men i det store hele går det fint.
Aktionsradius for gåturene er udvidet, men det er stadigvæk begrænset vejlængde, der tilbagelægges.
I dag gik Morten og Andreas med hver sin hund og hundene fik snust og oplevet så meget, at de måtte tage sig en lur på en times tid efterfølgende.
Sener er de blevet trænet lidt i haven og så var de ”modne” til en lille ”alene-hjemme-prøve”.
Der blev sagt farvel og så var vi væk i 3-4 minutter.
Begge hunde var i ro hele tiden. I morgen når vi måske op på 5 minutter.

De søde små begyndte dagen for alvor kl. 4.30 i morges.
Efter morgenmad var det tid til en lille gå-tur, der dog ikke blev meget længere end 50 m.
Da Juni havde lavet stort, mente hun, at så var det på tide at vende om.
Så måtte vi finde på noget andet og det blev i første omgang til ringtræning, lidt ja-nej-øvelser, finde godbid under et plastikkrus og andet småtteri.
Da kl. var 6.15 var de to J’er ved at være møre og lagde sig til at sove.
De plejer at tage en ordentlig formiddagslur, men ikke i dag.
Kun 30 minutter efter var de på benene igen – så var de også selv ude om det, så vi tog dem med ned for at se på dådyr i indhegningen.
Dådyrene passede ikke deres del af aftalen, så vi kunne ikke se dem fra hegnet, men et par vildsvin blev det da til.
Når vi nu var der, kunne vi lige så godt gå til stranden.
Her blev de første spæde apport-øvelser gjort.
En lille pind blev smidt 10-20 cm ud i vandet.
Her vuggede den så forførende, at de måtte hente den.
Straks fik de lov at aflevere mod en godbid.
Det så faktisk ud som om, de begge fattede fidusen.

Der var ingen tvivl om, at de to små genkendte både Knud og de tre tøser, da de kom på besøg hjemme hos os.
Gensynsglæden var til at se. Jason og Juni nød vældigt deres familiebesøg både af Knud fredag og søster Jolly lørdag – og de sov godt og længe efterfølgende.

En af dagene har vi været ude i et nærliggende hunde-område.
Der var mange hunde. Begge J’er syntes, det var enormt spændende og hilste de voksne hunde på behørig hvalpe-maner.
Juni fandt ind i mellem tumulten lidt for overvældende og så er det jo godt, at man kan søge beskyttelse hos mor.
Hug-siddende kunne jeg lave et lille skjold med armene, og når Juni havde siddet der lidt, var hun frisk på endnu en tur – godt hjulpet af Jasons noget mere frygtløse tilgang.
Da hun gik til ro om aftenen, var det tydeligt, at dagens spændende oplevelser skulle bearbejdes, for hun lå og vuffede og spjættede en hel del.

I går var vi meget tidligt på stranden (kl. 5).
Her havde en måge forsøgt sig med at få has på en krabbe.
Mågen fløj, da vi kom, og krabben var tilbage i vandkanten noget ophidset og forsvarsberedt.
Jason kiggede på den og forstod straks, at man skulle passe på.
Han snuste forsigtigt til krabben og sprang tilbage hver gang krabben slog ud efter ham med sine klo-sakse.
Juni havde derimod ikke rigtigt set, hvad der var på færde, så hun stak blot snuden ned i det, Jason nu stod og var så interesseret i. Og haps – krabben slog en klo i hendes næse og hang fast.
Hun lavet et elegant sving med kroppen og af fløj krabben. Hun blev tilsyneladende ikke forskrækket.

De er begge ved at få rigtig pels nu, Jason lidt senere end Juni.
Det har ændret Jasons udseende mest. Nu er han ikke helt så meget en lodden uldtot som før.
Junis køn fornægter sig ikke.
Når de bliver sat op på fryseren for at blive striglet og efterset er det helt tydeligt, at Juni i den grad nyder at blive nusset.
Jason finder sig i det, men er ikke slet så begejstret.
Samtidigt er Juni enormt misundelig over, at det ikke er hende, der sidder der.

De vækker os fortsat dels om natten for at tisse, og dels når de synes det er morgen. Det er det så ca. kl. 4.15.
Vi prøvede i morges at trække morgenmaden lidt, men vi var alligevel ude med dem før kl. 5.
Så gik vi op og trænede dem lidt.
Når vi træner i haven, er der ingen problemer med at arbejde side om side.
Her til morgen gik vi et andet sted hen og Jason syntes ikke, at Juni og jeg måtte gå for langt væk.
Han var måske lidt usikker på det nye sted og ville holde samling på tropperne. Det må vi arbejde lidt med.

I dag var vi ude at besøge Jolly og familie.
Her stillede vi en ring om og legede udstilling.
Ingen af os er vældig gode til at stille hundene op, men ind imellem stille hundene sig pænt af sig selv.
Alle tre hunde gik også et lille spor. Det klarede de alle fint.
Juni er dog efterhånden blevet helt klar over, hvad det drejer sig om, så hun er meget ivrig.
Der er lige før rumpen kommer før snuden, når hun spæner frem i med stor energi og også lige skal have fundet alle gufferne.
Varmen dræner de små helt for energi.
I går, der var en dag med temperaturer på knapt 32 grader var der ikke meget liv efter morgenens træning.
Først hen ad kl. 21-22 kom der liv i dem – og det gjorde der så til gengæld.
Og kunne de så sove længere i dag? Nej, de står stadigt op med solen.

Hurra, 3 mdr. gamle.
Juni har fået fjernet sin første flåt og de har begge kastet op af uvisse årsager – men ellers går det godt.

Nu har hundene igen været med på restaurant.
Første gang var middag ved åen i Århus og det er også blevet til eftermiddagskaffe samme sted.
I dag var vi på Norsminde Kro. Vejret var fantastisk dejligt, så vi kunne sidde ude med hundene under bordet.
Det tog de helt fint.

Vi træner ”morgenrutinen”.
I den seneste uge her efter Sven Erik er begyndt at arbejde, er jeg (der stadig har ferie) også taget på ”arbejde”.
Almindelig morgenrutine er fulgt og så er jeg kørt af sted i bilen. Ikke ret langt væk.
Herfra kunne jeg så liste hjem og få en fornemmelse af situationen.
Så tilbage til bilen og arbejde – hurra for den bærbare computer og net, og så lige liste hjem en gang i timen og fornemme situationen.
Jeg har ikke kunne forlange at ungerne er indgået i rutinen, så de har sovet på deres værelser, men jeg håber på, at siden hundene er i køkken/bryggers, og døren til ungernes afdeling er lukket, opdager de ikke, at de reelt ikke er alene hjemme.
Jeg har haft en ret kort arbejdsdag (3 timer), for ellers kunne børnene ikke komme op og få morgenmad.
Hundene har sovet videre efter min hjemkomst, så det håber jeg så de kan gøre, når det bliver alvor.

Juni er en rigtig skater.
I går fandt jeg vores skate-board frem og stillede det på terrassen. Så vendte jeg ryggen til et øjeblik og pludselig kom Juni susende med forbenene på skate-boardet og fuld fart på bagbenene.
Senere på dagen prøvede jeg at få hende til det igen og hun er helt med på at rulle af sted, nu gerne med tre ben på brættet og et til at sætte fra med.
Jason vil også gerne være med, men er endnu ikke helt så god til det som Juni.
Vi tager selvfølgelig behørigt hensyn til deres lange ledløse lemmer ikke skal bliver forstrakt.

I går var de med nede i byen endnu en gang.
Der var enormt mange mennesker, men hundene travede af sted uden at lade sig mærke med det.
Standsede folk op og ville snakke med dem, var hundene også med på det.
Mange bemærker at ”der kommer Bolt” (kendt animationfilm-hund).
Det eneste de, særligt Jason, lige synes var lidt for meget, var et par gademusikanter, der spillede noget el-forstærket musik.
Måske syntes de, det lød som katte-jammer-rock.
Juni gloede noget, men gik tillidsfuld forbi.
Jason ville gerne iagttage det mærkelige fænomen, men helst gemt under min kjole, da jeg satte mig på hug ved ham.

De er super søde begge to.
De har helt sikkert hver deres personlighed, og det er så op til også at give dem begge de bedste muligheder.
Juni bliver sikkert rigtig god til lydighed og spor, men mere selvstændige opgaver som felt-søg og eftersøgning skal der nok arbejdes meget med.
Jason har det nok lidt omvendt.

Vi er begyndt at arbejde på at gå pænt i snor.
Hidtil har vi accepteret alt, bare de ville med.
Ikke at de har hængt i linerne, men nu er vi begyndt at stoppe op ved for megen trækken.
Det synes allerede at have haft en vis virkning.
Det er faktisk lidt sjovt at se, hvad de kan lære uden egentligt at man lærer dem det.
I begyndelsen var det en kamp at holde Juni fra Jasons mad, når de blev fodret. Man skulle helst være to eller også skulle både arme og ben bruges.
Nu er ens blotte tilstedeværelse nok til at hun holder sig væk.

I går aftes kom en af Mortens kammerater på besøg.
Han havde ikke set hundene, men hørt om dem fra andre. Han udbrød ”jamen, jeg havde hørt de var nuttede”.
Jeg synes stadig de er nuttede, men jeg kan godt se hvad han mente.
De er blevet store nu og er ikke uld-tot-nuttede som tidligere.
Da vi hentede dem, vejede de 5-6 kg. Nu ligge vægten på 15-16 kg.
Godt vi andre ikke tager på i samme takt.

Vi talte med Jollys ”mor”, som netop havde været sammen med en cocker-hvalp.
Den tissede m.m. indenfor – det gør hvalpe jo, bare ikke dem fra Knud.
Det har virkelig været nemt det med renlighed.
De skal selvfølgelig ud på passende tidspunkter, men de kan også godt selv sige til.
Det eneste man skal være opmærksom på er, at hvis Juni er trængende og hun bliver glad, så kan hun godt slippe en lille tår.
Så må man bare sørge for, at man hilser på hende udenfor, når man kommer hjem.

I går aftes efter at hundene havde fået besked på at lægge sig til at sove, kunne vi høre at de tumlede rundt i soveværelset. Jeg kunne høre det, mens jeg gik op ad gangen, men da jeg drejede ind i soveværelset lå hundene pænt i hver sin kurv og så helt uskyldige ud. Banditter. Nå, det er da godt, at de i det mindste ved, hvad de skal.
Hundene, særligt Juni, har lært at hindbær er godt og at man selv kan plukke dem i haven. At de så ind imellem også får et hindbær eller et solbær smattet ud i pelsen, det må man tage med.

Vi har prøvet at arbejde lidt med at hundene skal kunne finde glæde i at hente en pind eller lignende og komme med den. I vandkanten går det fint, men nu forgår alle apporteringsøvelser ikke i vand, så skulle vi nok have haft en labrador, så vi har prøvet lidt i det små ”på land”. Jason vil godt løbe efter en ting og kan også lokkes næsten hen til os med den. Juni er ret uinteresseret – hvorfor løbe væk fra os, når det er os, der har godbidderne? Vi har tænkt over om de er ”sløve” i den retning, fordi de er to og får en stor del af deres trække/jage-behov opfyldt med hinanden. Jeg havde dog en Airedaleterrier, der ikke gad så meget hente/bringe. Det var som om han tænkte ”jamen, hvis du så gerne vil have den pind, hvorfor smider du den så hele tiden væk?” Cato ville gerne løbe efter en bold/pind, men var ikke så villig til at komme med den. Vi havde gjort den fejl i begyndelsen at tillade, at han ikke kom tilbage med tingene. Efter en målrettet indsats fra hele familien fik han lært, at man både skulle hente og bringe. Vi må håbe, at vi også kan få Juni og Jason til at indse det. Vi udfolder stor energi, når vi forsøger at være en (næsten) lige så god legepartner som bror/søster. Det lykkes faktisk, men det er hårdt.

Juni har tabt to fortænder i undermunden. Stor pige.

Vi har i går til i dag passet Jolly. Det er gået fint. Det ses tydeligt, at Jolly ikke er vant til at have legekammerater hele tiden, så det skal udnyttes til sidste minut. Juni og Jason er ind imellem flygtet op i deres senge segnefærdige af træthed, mens Jolly ikke har villet indrømme, at hun var træt.
Vi har igen været i Solbjerg i hundeområdet. Jason og Juni fik hilst på en hel masse forskellige hunde. Det gik helt fint. Der var kommet en del regn om natten, så der var et par herlige mudderhuller. Jason sprang strakt i og stod på et tidspunkt på hovedet i. Han blev meget beskidt, Juni havde knapt fået beskidte poter. Dog kan Juni også svine sig til. I går aftes da vi gik tur med alle 3 hvalpe, rendte Juni og Jason ned i en kæmpevandpyt i parken. Og det var ikke lutter vand, der var i. De blev godt sølet til begge to.

4 mdr. gamle. De er store nu! Vovede at vaske tæpperne vi fik med fra Knud for første gang. Nu kan de nok klare sig uden en stærk lugt af mor m.m.
I går var de to små J’er på skole for første gang. Der var 12 andre hvalpe i ca. 4 mdrs. alderen heriblandt Jolly. De tre trænere syntes, det var ret sjovt at have 3 søskende på samme hold. Alle hunde klarede sig fint – ikke mindst de 3 J’er.
Blommerne er modne nu og falder ned fra træet. Det har hundene fundet ud af og de elsker blommer. Vi samler op fra græsset alt, hvad vi kan, men kan alligevel ikke følge med. Deres maver har dog ikke taget skade (endnu), så det går nok.
Engen, hvor der normalt er græs, er oversvømmet nu og der er super morsomt, synes hundene. Jason er den største vandhund, men Juni er nu også godt med. Når man så kommer hjem, er det skønt at blive gnedet godt i et tørt håndklæde.
Har vi fortrudt, at vi fik to hvalpe? Nej. Kun kort en meget tidlig morgen, hvor man ikke kunne forestille sig, at de kunne lære at sove og holde op med at fare efter hinanden. Ellers er det super. De har glæde af hinanden, men er samtidigt stærkt knyttet til os. Vi prøver ihærdigt at lære dem, at man må fare efter hinanden og slås (indenfor rimelighedernes grænse) i haven, men at det er forbudt indenfor og når vi går tur. De har ikke helt styr på det, men vi opgiver ikke så let.
Går de pænt i snor? Jah, faktisk er de ret flinke. De kan forglemme sig og trække i linen, men så oplever de, at vi går i stå. Så vender de sig og sætter sig ned og ser spørgende på os. Til sidst lærer de (måske) at stramme liner betyder standsning.

Jason og Junis ½ -års fødselsdag blev fejret i Damp i Tyskland. Vi holdt efterårsferie i et sports-center, hvor vi kunne spille squash m.m. Det hundene nok fandt mere interessant var, at der 400 m fra det lille hus, vi boede i, var en fin strand hvor hunde måtte gå løs. Ja, og så de100-vis af kaniner, der var i området. Det hele var alt for interessant, så det med at gå pænt i snor var ikke noget de rigtigt kunne huske. Særligt ikke Juni. Et lille trick med at føre linen fra selens ring på ryggen ned under maven og op på den anden side hjalp lidt. Trak hun, kom hun til at gå sidelæns - ikke behageligt. Når man ikke kan huske, må man føle.
Køreturen til Tyskland var ikke så rar for Jason. Vi gjorde holdt lige efter grænsen, og der brækkede han sig voldsomt. Han beklager sig ikke på noget tidspunkt, men det er ret synd for ham. De faldt fint til ro i det lille hus, vi havde lejet. De hyggede sig vældigt med, at vi alle var tæt sammen. Om natten sov de i stuen sammen med Morten. De kunne ikke forcere trappen ovenpå. De duttede til ham jævnligt gennem natten. Jeg lå ovenpå og vågnede ved deres mindste bevægelser. De skal jo ud og tisse om natten, så det var med at høre efter dem. Så var det på med tøjet og snor på begge kræ, sikre sig, at der ikke sad en kanin lige uden for døren og så ud i regnen. Det regnede om natten, men ikke ret meget om dagen. Det var fint nok. Det regnede selvfølgelig den dag vi tog til Slesvig. Vi trak ind i et center, hvor hundene måtte komme med og spiste frokost på en kinesisk restaurant med hundene under bordet. Vi passede godt på dem, så de ikke endte i gryderne.
Det er gået fint på hundeskolen. Torsdag i uge 43 er sidste gang på hvalpeholdet. Så skal vi se, hvad vi så skal. Vi skal vist indstilles af trænerne til at gå videre. Den ene træner sagde sidste gang om Jason og Juni til en anden træner ”er de ikke dygtige”, så mon ikke det går?

Så har vi været på hundeskolen for sidste gang i denne sæson. Det endte med, at vi godt kunne blive medlemmer af PH – noget, der havde forlydt, at vi først kunne, når 1’er prøven var bestået. Der er først træning igen i marts-april, så vi regner med at mødes med nogle af de øvrige fra holdet og træne videre.
Hundene er i smadrehumør for tiden. De har ædt en stor bid af to ægte tæpper – ikke så smart. De havde to legetøjs dyr, som de nu har splittet ad. Indmaden var pillet ud, noget var spredt ud over gulvet, men hvor var resten. Det fandt jeg ud af, da Jason brækkede sig efter en bil tur.

Jason havde fået en flænge i den ene trædepude uvist at hvilken årsag, men det afstedkom at, han skulle skånes lidt. Det betød kedelige gåture og ingen tumlen med Juni i haven. Det var ret kedeligt. Det læges fint og restriktionerne er ophævet til stor glæde for dem begge. I går var vi i hundeområdet i Solbjerg. Hundene morede sig vældigt og var mere end møgbeskidte, da vi vendte hjemad.

I den sidste måned har det ikke været så stort problem med beskidte hunde. D. 23. november faldt der nemlig sne – efterhånden store mængder sne. Med undtagelse af et par dages tø, der fjernede noget af sneen, som siden er suppleret, har der været frost og endda streng frost (-19 grader d. 21. december om aftenen) siden. Hundene elsker sneen, der er morsom at tumle sig i og det er en interessant oplevelse at vandpytterne pludselig er helt hårde.
Hundene udvikler sig fortsat fint. Vi arbejder stadig med at få dem til at forstå, at man ikke må trække i snoren. Nogle dag går det fint og man bliver lidt optimistisk og pludselig næste dag, har man gorillaarme når man kommer hjem fra en tur med dem.
Sneen har desværre gjort det svært med hundenes yndlings beskæftigelse, at gå spor. Vi har været ude et par gange, da det lige havde tøet lidt. Vi holder fast i lydighedstræningen og hundene lader ikke til at have så meget imod at dække i sneen.
I dag er juletræet komme ind i stuen. Hundene synes nok, det er en lidt underlig ide, men har i øvrigt accepteret dets tilstedeværelse.
Hundene har ikke været slemme til at ødelægge ting, men Juni har haft en vis forkærlighed for at bortføre vores sko og ind imellem (dog ikke så meget) at bide lidt i dem. Det er hun faktisk (7-9-13) vokset fra. Jason er lige så holdt op med at gnave i panelet i køkkenet, så fremskridt sker lige så stille

Så har hundene oplevet en juleaften. Det tog de meget pænt, selv om de så noget bekymrede ud, da vi dansede om juletræ. Nu rablede det da for de folk, så det ud til at de tænkte. Glade blev de dog, da nogle af pakkerne indeholdt noget til dem. Et stort oksehudsben til hver gav beskæftigelse i lang tid.

Hundene lader sig overhovedet ikke mærke med det fyrværkeri, der allerede nu fyres af. Hverken når de er hjemme eller på gåtur. Det kan selvfølgelig ændre sig, når de oplever en nytårsaften med massivt ”bombardement”. De er heldigvis blevet inviteret med, der hvor vi skal hen (ellers var vi nu heller ikke taget af sted).
Både Jason og Juni opfører sig rimeligt pænt, men jeg håber hundene har følgende nytårsfortsætter

- De vil blive (endnu) bedre til at gå i snor uden at trække
- De vil undlade at spise forskellige mere eller mindre spiselige ting, de finder (De er godt nok godt til at reagerer korrekt på kommandoen ”smid det”, men det kunne være rart helt at slippe for det).

Så kom vi ind i det nye år. Hundene opførte sig fint som gæster nytårsaften og fyrværkeriet var de fuldstændig ligeglade med. Jason og jeg sad endda og betragtede raketternes lysglimt over himlen, han var interesseret men fuldkommen rolig.

Deres nytårsfortsætter halter det lidt med, men året er jo ungt endnu. De går meget pænt, hvis vi går med en af gangen, så noget er deres lidt for høje fart skyldes, at de begge vil være forrest. Det må vi arbejde videre med.

Tirsdag var vi til ringtræning. Det foregår i en hal med glat gulv, larm og mange hunde. Det var lidt overvældende for hundene lige i begyndelsen. De var ikke helt så frejdige over for fremmede mennesker (trænerne), som de plejer at være, men de arbejder godt nok.

I dag var vi til prøvetræning hos DCH, hvor Sven Erik trænede med Cato. Vi kom på holdet med A og B hunde for der kendte Sven Erik træneren og i øvrigt også alle deltagerne. Jeg syntes det var vel overmodigt, at møde med hvad der svarer til et par børnehaveklassebørn i en 9’ende klasse. Det gik nu fint. Den almindelige lydighed klarede de ikke meget anderledes end de andre – selv om vi selvfølgelig ikke gik så langt fra vores hunde i f.eks. dæk, som de gjorde. Rundering og feltsøg havde vi ikke arbejdet med, men de fik lov at starte fra bunden og det klarede de også fint.

Juni har i meget lang tid vejet ca. 1 kg mere end Jason. Langsom har han vundet ind på hende og i går blev han vejet til at veje 0,9kg mere end hende. De vejer hhv. 30,1 og 31 kg.
Jeg havde tænkt mig, at skulle skrive og fokusere på hvad de kan. og ikke hvad de ikke kan, men i går var Jason så fræk, at jeg må brokke mig. Havde man spurgt mig inden eftermiddagens gåtur, om hundene kom, når man kaldte, så ville jeg sige, at de er ret gode til det. MEN, på eftermiddagens tur var Jason dybt provokerende. Han kom (næsten) når jeg kaldte, men drønede forbi mig igen. Det tog en rum tid at kalde ham ind. Jeg prøvede at rose, da han kom, men det var vist ikke helhjertet nok. Han virkede i alle tilfælde lidt trykket, da vi kom hjem. Vi lavede vi lidt kontaktøvelser, så vi kom til at tale sammen.
De fungere (endnu) fint sammen og hygger sig ser det ud til. En del uvaner er lagt på hylden (bortføre sko, binde i paneler).

Vi er netop kommet hjem fra ringtræning. Det går fremad. Særligt er Julie blevet god til at handle Jason. Han er efterhånden blevet meget kraftigere end Juni, så kønsforskellen træder tydeligt frem nu.
Juni og jeg var alene til træning i lørdags. Det gik fint. Hun imponerede med sit spor og i dæk var hun mere dækfast end en af de andre hunde – der har trænet i 6-7 år. Vi er begyndt på felt-træning og de viser begge rimelig forståelse af det og i alle tilfælde er de vilde med de.
Der arbejdes fortsat på deres nytårsfortsætter. Det med at spise ting og sager er ved at aftage ganske meget og ”smid den” virker fint. Her for et par dage siden fik Juni fat i ¼ skive franskbrød. Den var helt inde i gabet, men en kommando fik hende til at slippe. Det udløser selvfølgelig en behørig belønning og ros.

Det med at trække i snorene kan de godt glemme lidt, men de går rimeligt pænt i større og større dele af tiden – og så er der dage, hvor de har glemt alt og kaster sig hid og did.
Hundene er efterhånden blevet så voksne, at de ikke længere er lukket inde i køkken/bryggers, når de er alene.