Vi boede nede i midttyskland. En dag kom min kone hjem og fortalte at hun havde set ”sådan nogle søde hundehvalpe – de er ligesom små isbjørne”. ”Nååå” sagde jeg. ”Men isbjørne er da hvide og jeg vil helst have en sort hund – og hvad er racen”? ”Det er hvide schæferhunde”. Jeg ville ikke have en schæferhund. ”OK – hvor mange tæver og hvor mange hanhunde er der”? ”De er alle tæver” svarede hun. Jeg ville have en hanhund. Ja ja - vi kørte de 450 km og kiggede på dem og så havde vi vores Suzi med hjem – sådan går det jo.

  Suzi lærte intet. Hun vidste lige præcis hvad hun ville – og specielt hvad hun ikke ville. Hun kom når vi kaldte. Hun var renlig på rekordtid og hun kunne affinde sig med hvad som helst, hvor som helst. Men træning – nej tak! Det første år var hun med i bilen og besøgte den tyske metalindustri som fast makker på min kones job som salgskonsulent.

  Og så kom dagen – vi havde sagt farvel til vores job og kørte ud i den store verden i en Ford Transit – sammen med Suzi. Først rundt i Europa, så Rusland fra Murmansk til Kaukasus. Siden Mellemøsten – videre til Indien og Kina for at slutte af på grænsen til Mauretanien i Sahara.

  Suzi oplevede midnatssolen i Murmansk, borgerkrigen i Bosnien. Hun har spadseret på Den Røde Plads, badet i Det Døde Hav. Nydt Indiens smukke Taj Mahal. Hun har drevet vilde heste sammen i Østtyrkiet - og  geder i Sahara. Hun har svedt i Jordan hvor temperaturen rundede de 52 grader og frosset i Rumæniens bjerge i minus 25 grader. Hun har stået på verdens højeste bjergpas i Himalaya. 5.500 meter.  Og aldrig – aldrig! har hun klaget. To år rejste vi rundt på feltfod i områder hvor ingen turist normalt sætter sine fødder og hvor hunde er vilde hunde. Ikke et dyr som er en del af familien.

Suzi på toppen af Himalaya

  Overalt blev vi kendt som ”Dem med den hvide hund Suzi”. Suzi blev en repræsentant for sin race med al den respekt man kan tænke sig. Suzi kunne være blevet overalt – der manglede ikke tilbud fra folk som bare ville vide hvor meget Suzi skulle koste. Interessen blev specielt høj når hun havde jaget tyve eller bare lidt for pågående lokale på flugt – af og til med et sæt tænder i låret.

  Det blev i Suzi’s liv til i alt 45 lande og mange flere grænseovergange hvor hun fik oparbejdet et blivende had til personer i uniform. Som da hun jagede en kvindelig grænsebetjent på flugt i Bulgarien.

  Efter Suzi’s ”Verdensrejse” fortsatte hun sit rejseliv som ”kørende sælgerassistent” i Tyskland og Sverige. Kendt og elsket af kunder og hotelpersonale. Altid egen seng på hotellerne og altid skinke og ost til morgenmad. En kort periode havde hun fornøjelsen af at være redaktionshund på Radio Mojn til stor fortrydelse for de fremmede som ikke respekterede husets (Suzi’s) regler.

  På hjemmefronten nød Suzi sine frie omgivelser på vores nedlagte, renoverede landbrug midt i den Sønderjyske natur. Det blev aldrig nødvendigt at sætte hegn. Suzi interesserede sig for sit hus og sin jord. Dådyr, harer og andre kunne gøre hvad de ville. Bare de blev udenfor hendes jord.

  Tre gange i sin tid var vi parate til at sige Suzi farvel. En gang forgiftning i Tyskland, en gang blodstyrtning i Barcelona og en gang streptokokker i Aabenraa, grundet fejlagtig dyrlægebehandling. Hver gang helbredt. En hund med et livsmod og fighter instinkt som vi alle kan lære af. 

  En fantastisk hund med et fantastisk sind - som gjorde en forskel i verden - sov ind den 2. juli og fortsætter nu sin sidste rejse fra sin egen elskede jord i Søgaard.

Suzi's sidste hvile

Altid husket, altid elsket, altid savnet.

Søren Gullev