Til Artikler
Nu er et liv uden hund utænkeligt
 
 
 
 
 
Tekst og foto: Wiegaarden/Tine Luther gengivet med tilladelse fra Hunden Juni 2006.



Marianne Zeuthen overvejede i flere år, om hun skulle anskaffe sig en hund. I dag kan hun slet ikke forestille sig et liv uden den hvide schweiziske hyrdehund Effie.


Effie og Marianne Zeuthen motionerer og hygger sig dagligt sammen med andre i en nærliggende hundeskov.
Marianne Zeuthen overvejede i flere år, om hun skulle anskaffe en hund. I dag kan hun slet ikke forestille sig et liv uden. Glæderne opvejer i den grad besværet!
- ”Du bliver bare så bundet af at have hund”, advarede mange mennesker mig, da jeg for 4-5 år siden begyndte at fable om at få mig en hund, fortæller Marianne Zeuthen fra Aalborg. - Jeg var da også bange for, at jeg ville blive træt af at være afhængig af en hund i weekender og ferier. Og så afskrækkede tanken om at skulle ud med hunden hver eneste dag i al slags vejr faktisk også. Derfor købte jeg mig et par katte. Alligevel blev jeg ved med at læse en masse om hunde, og min reol endte nærmest med at blive fyldt op af hundebøger. Internettet blev også flittigt brugt til udforskning af forskellige racer.

En hvid skal det være
- Jeg kunne huske, at min far for mange år siden havde talt meget varmt om en kollegas hvide schweiziske hyrdehund, og det blev en af de racer, jeg søgte information om på nettet. Via specialklubbens hjemmeside, www.hvidhyrdehund.dk, kom jeg i kontakt med nogle forskellige mennesker, der gav mig en masse viden om racen, og jeg besluttede, at sådan en hund måtte jeg have! Det lød som om, den passede præcis til mine krav. Jeg ville have en familiehund. Der måtte godt være lidt vagthund i den, og så skulle den være kvik og samarbejdsvillig, så jeg – der ikke havde hundeerfaring – ville være i stand til at få rimelig styr over den. Hunden skulle let kunne lære noget.

Hårdt arbejde
- For små to år siden oprandt endelig dagen, hvor jeg skulle hente min hvide schweiziske hyrdehundehvalp, Ny Hviddueholm’s Effie, hjem. Fra første øjeblik syntes jeg, Effie var en fantastisk sød hund, men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg også synes, den første tid var præget af hårdt arbejde. Hendes opdrætter har været guld værd. Når der skete noget i Effies og mit liv, var det hans nummer, jeg trykkede, og han har altid været parat med et godt råd. Det var ikke hver dag, min humor rakte til, at mobilen eller mine nye sandaler røg en tur gennem Effies hvalpetænder, og så var det godt at have et sted at søge råd.

Valgte én pædagogik
- Inden jeg fik Effie, havde jeg læst enorme bunker af hundebøger, og der var nærmest ikke den situation, jeg ikke havde forestillet mig på forhånd. Faktisk var jeg ekstremt bange for ikke at gøre alle de ting, jeg havde læst om, rigtigt i dette ”mit første hunde-projekt”, og lige fra begyndelsen har jeg gjort mig stor umage med, at jeg skulle få et godt resultat ud af det.
- Det er ikke nødvendigvis en fordel at læne sig op af en masse forskellige teorier om, hvordan man skal gribe tingene an, så inden der var gået ret lang tid, besluttede jeg mig for at holde mig til én pædagogik, jeg synes godt om, nemlig den, Gwen Bailey formidler i ”Hvalpebogen” – og så ellers lytte til min intuition.
- Bortset fra de sædvanlige småproblemer, der dukker op for nybagte hundeejere, gik det ganske fint med Effies udvikling. Det værste var, at hun var usædvanlig længe om at blive renlig. Længe tissede hun inde – og gerne på husets bedste tæpper!
- Jeg var klar over, at den hvide schweiziske hyrdehund skal socialiseres meget for at blive harmonisk. Til at begynde med var Effie nærmest bange for hvad og hvem som helst. Jeg gjorde alt, hvad Gwen Bailey skriver; knoklede rundt de første måneder for at vise Effie verden, og det må man sige har båret frugt. I dag færdes hun kækt overalt og bliver heller ikke længere bange for de nye ting, vi møder.


Effie nyder at strække ud i hundeskoven.

Glæden er altoverskyggende
- Glæden ved at have hund er jo altoverskyggende, siger Marianne Zeuthen med et smil på læben. - Efter Effie er kommet over hvalpestadiet er der ikke meget arbejde ved at have hende – nu er det bare sjovt og hyggeligt. Og den smule besvær, der er med at have hende, overskygges mange fold af glæderne. Jeg føler en stor glæde i alle de ting, jeg gør sammen med Effie. Men bare det, at hun er her – også når hun bare ligger og sover – skaber hygge.
- Ret hurtigt opdagede jeg, at der også ligger en masse positivt i den afhængighed, der følger med at have hund. Når Effie en sjælden gang skal passes, savner jeg hende enormt. Og faktisk føler jeg mig mindre afhængig af Effie end af kattene, fordi jeg kan have hende med næsten overalt. De fleste af mine venner synes, det er hyggeligt, at jeg har hende med på besøg, og hun lægger sig bare roligt under bordet. Selvfølgelig er der også nogen, som ikke er så pjattede med hunde, og så må hun bare blive hjemme, når jeg besøger dem.

En gåtur er aldrig mislykket
- Min bekymring om det der med at skulle ud hver dag med hunden er blevet gjort til skamme. Til tider kan jeg da godt sidde i sofaen og være sindssyg træt af at skulle ud, men det er jo altid skønt, når først vi er kommet af sted. Jeg har aldrig været ude at gå tur med Effie og tænkt, at turen var mislykket! Jeg skal heller ikke glemme, at de daglige gåture er sunde for mig selv – både fysisk og psykisk. Rent arbejdsmæssigt er det også godt; jeg får rigtig mange gode idéer på vores ture. I mit job som sognepræst har jeg megen frihed og kan selv tilrettelægge mange af arbejdsdagene. Det er fast rutine, at Effie og jeg går en times tid midt på dagen, og det giver mig et afbræk i arbejdet, som forsyner mig med ny energi.
- På fridage kommer jeg også på timelange gåture, jeg ikke ville være kommet på uden Effie. Jeg har købt en oversigt over udflugtsmål i naturen, og vælger en ny hver gang, vi tager af sted. Det kan jeg virkelig anbefale.

Hundeskoven et hit
- Så godt som hver dag starter jeg bilen op og kører ud i en nærliggende hundeskov med Effie til stor fornøjelse for os begge. Jeg har aldrig aftale med nogen af de andre brugere af skoven i forvejen, men der er faktisk altid nogen at mødes med – og vi kender jo hinandens luftevaner. Det fællesskab, vi har i hundeskoven, er meget givende. Hundene tumler fint sammen, og vi hundeejere får en masse snak – både om hunde og alt muligt andet. Det er en ret speciel form for samvær, som er dejlig uforpligtende. Faktisk er det kun få af os, der kender hinandens navne. Men vi ved, hvad hundene hedder, så det er dem, der refereres til, når vi spørger efter nogen. Jeg kender vel navnet på 20-30 hunde. Først når jeg er begyndt at maile med nogen af hundeejerne, lærer jeg deres navn at kende.
Forkælet på den gode måde
- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle få en så velafbalanceret og dygtig hund, som Effie er endt med at blive, siger en tilfreds Marianne Zeuthen. - Drømmen var at få en glad familiehund, og jeg troede ikke, at jeg skulle gå til anden træning end hvalpemotivation. Men faktisk er jeg fortsat med familiehundetræning, hvor vi øver lidt lydighed, tricks, spor osv. Det har vist sig, at Effie og jeg kan et eller andet på en træningsbane, og vi synes begge, det er rigtig sjovt. Jeg har jo læst i al min hundelitteratur, hvor vigtigt det er at give hunden fornuftige udfordringer i hverdagen, og jeg er selv nysgerrig efter at prøve alt muligt forskelligt med Effie. Man kan godt sige, at hun er en forkælet hund forstået på den måde, at hun bliver aktiveret meget og er meget lidt alene hjemme.

Effie lærer nemt, og Marianne Zeuthen synes, det er sjovt at træne hende. Indlæringen sker på ”den bløde måde” med masser af ros og godbidder.